Tale ved overrækkelsen af Frobeniusfondens store pris til domorganist Henrik Skærbæk Jespersen fredag den 30. oktober 2020 i Haderslev Domkirke

Lad mig indledningsvis takke Haderslev Domkirkes menighedsråd for at give Frobeniusfonden mulighed for at overrække fondens store pris ved denne koncert. Det er de bedst tænkelige rammer, der så yderligere føles særdeles relevante i betragtning af, hvem pristageren er.

Jeg vil også gerne takke biskop Marianne Christiansen for velkomsten og ordene om musikken i gudstjenesten, der så smukt rammer begivenheden ind i det helt centrale, at formidle budskabet om Jesus Kristus.

Og så til pristageren, som er Henrik Skærbæk Jespersen, domorganist ved kirken her. Nu har vi hørt Henrik spille på kirkens orgel, og det er vel i sig selv nok som motivation for af Henrik får Frobeniusfonden store pris. En fremragende organist, og hvad kan vi som fond med rødder i orgelbyggeriet Frobenius ønske os mere?

Ja, vi kan faktisk ønske os en hel del mere, og ifølge fondens fundats gives prisen ikke alene på grund af fremragende egenskaber på orgelbænken – men det hjælper – prisen gives også på baggrund af mere vidtrækkende indsatser, blandet udbredelse af kirkemusik og uddannelse af unge. Henrik opfylder netop disse betingelser på fremragende vis, og han lever dermed op til væsentlige elementer af fondens fundats.

Henrik har en solid orgeluddannelse bag sig, uddannet fra Vestjysk Musikkonservatorium med Christian Blom Hansen og Søren Christian Vestergaard som lærere, og med videre studier hos professor Hans Fagius, samt mesterkurser med førende europæiske organister. Han blev ansat her i Domkirken i 2007 og udnævnt til domorganist i 2011, så dette unge menneske har allerede 12-13 år på bagen i denne vidunderlige kirke. Og han har ikke ligget på den lade side.

To ting ligger især Henrik stærkt på sinde. Det ene er korarbejdet med det drengekor han igennem årene har opbygget til et omfang af 65 sangere. Koret har opnået et særdeles højt kvalitetsniveau, og det er derfor efterspurgt over hele Danmark og har herudover optrådt mange steder i udlandet. Det kræver helt særlige pædagogiske evner at opbygge, rekruttere og fastholde et kor af denne størrelse og type. Og det vel at mærke pædagogiske evner, der ikke alene er at finde i det musikpædagogiske.

Det andet område udspringer af koret og har fået en helt selvstændig og vidtrækkende betydning. Det er ”orgeldrengene”, der udsprang af nogle drenges interesse for orglet, og det har så udviklet sig til det helt fantastiske projekt af rekruttere – om jeg så må sige – nye organister eller i hvert fald studerende i en meget tidlig alder. Nogle er på vej, nogle spiller allerede til gudstjenester i lokale kirker. Igen formår Henrik at tilføre andet end musikken i denne indsats, og det er ikke blot det pædagogiske håndelag, men også det man kunne kalde sociale relationer.

Så argumenter er der nok af, og derfor er det mig en glæde på Frobeniusfonden vegne at overrække fondens store pris på 250.000 kr. til Henrik Skærbæk Jespersen. Udover beløbet får du dette diplom som bevis på hæderen.

Hjertelig tillykke!

Ved prisoverrækkelsen talte Biskop Marianne Christiansen. Hun bød velkommen til domkirken og talte blandet om musikkens rolle i gudstjenesten.

Tør end nogen ihukomme
hjertets søde morgendrøm,
mindes, trods al verdens domme,
Zion med en tårestrøm?
Mægter nogen end at stemme
harpen dybt til orgelklang?
Vover nogen end at nemme,
end at kvæde Zions sang?

                                            (Den Danske Salmebog nr. 348)

Det er en salme af Grundtvig om at turde længes efter Guds rige og håbe på, at det bryder igennem med retfærdighed og fred og glæde, og få lov at opleve det i gudstjenesten.

At håbe på det betyder at synge sange om det og at stemme harpen dybt til orgelklang. Øverst oppe på orglet her i Haderslev domkirke står Kong David med sin harpe. Lyden, der bruser, bølger, ånder fra det store orgel, er som klange fra Davids harpe: Musikken, der gennem årtusinder har båret og fortolket trøsten og kraften i Guds ord. Orglets dybe toner og uendeligt sammensatte klange tolker hjertets længsel efter Gud og vores glæde og sorg.

Ordet orgel kommer af organum, et organ .- det betyder egentlig et værktøj eller instrument, men også – ifølge ordbogen:  ”de enkelte (særligt afgrænsede og specielt byggede) dele af dyre- ell. plantelegemet, som tjener til at udføre en vis (for livsvirksomheden nødvendig) funktion.” (Ordbog over Det Danske Sprog)

Sådan et organ er orglet. Dets mange dele udfører tilsammen en livs-vigtig funktion – både for sangen og bønnen i gudstjenesten og for vores liv: Musikken giver os luft og åbner vores sind og følelser, så vi opdager, at vi ikke er alene med dem, og musikken lovpriser Gud. I en tid, hvor vi i nogen grad er isoleret fra hinanden, har vi nok alle fået en endnu større erfaring af musikkens kraft og den dybe orgelklangs betydning

I dag kan vi glæde os over, at Frobeniusfondens store pris bliver tildelt domorganist Henrik Skærbæk Jespersen – netop for at åbne kirkemusikkens og orgelmusikkens livsvigtige rum for os alle og i særdeleshed for børn og unge. Både som musiker og som korleder og underviser formidler Henrik musikkens gave. Sammen med kollegerne her ved domkirken og med opbakning fra menighedsrådet og med kommunens positive interesse har Henrik skabt et kirkemusikalsk kraftcenter her i Haderslev, musikalsk og sangligt. Det er til glæde for os alle og ikke mindst for de mange børn og unge, som her møder den dybe klang og høje sang, som rører hjertet og eksistensen og beriger deres liv varigt. Der er faktisk livs-vigtigt, vigtigt for livet, at børn og unge kan opleve befrielsen og glæden i kirkemusikken og orgelklangen, og det kaster du, Henrik, alle dine kræfter og dine store evner ind på.

Derfor er det en glæde for os alle, at Frobeniusfonden har valgt at tildele dig den store pris i påskønnelsen af din store indsats netop for det.

Soli Deo Gloria står der på orglet – Alene Guds er æren.

Det er det store perspektiv i al kirkemusik. Den løfter os udover os selv og giver os at være sammen i et klangrum, der rummer både vores bøn og klage og lovsang. Og øverst står så kong David med sin harpe og minder om Davidssalmerne i Biblen – og også om, at der skal instrumenter til.  I Det gamle Testamentes Salmer, Davidssalmerne, tales der om, at det ikke kun er menneskene, der synger lovsang, men hele skaberværket: Naturen, bjergene jubler og skovene råber, havet drøner, alt, hvad som fuglevinger og ånde fik, skal lovsynge Herren.

Orglet er som en klang af skaberværket. Materialet, træet metallet, luftstrømmen, elektriciteten – alt bringes til at klinge, råbe, brøle, hviske og synge – med de store lunger og de mægtige træpiber, der bringer hele kirken og alle kroppe til at vibrere og de bittesmå fløjtende stemmer som fuglestemmer. ”Instrumenternes dronning” kaldes orglet med rette. Det er både et udtryk for skaberværkets jubel, og et billede af den menighed og menneskehed, som synger: Her er små og store piber, forskellige materialer og klange, men fyldt af den samme ånd, den samme luftstrøm, som skaber lyden og samklangen som i et stort kor.

Soli Deo Gloria, Gud alene æren! –  men derfor er det alligevel rigtigt og dejligt, at også musikeren og organisten, underviseren og korlederen skal prises. Tak og tillykke!

Marianne Christiansen, d. 30. oktober 2020